Hold Orange – Knæk og Bræk | SoR IV
Kristian Møller
Hærnavn: Den Fordærvede Festival
Warscroll: Great Unclean One
General: Maggox den Gavmilde
“BWAR HAR HAR HAR HAR!” Den kæmpemæssige demon lagde ikke skjul på sin begejstring, mens han klappede så voldsomt at pus, betændelse og øvrige unævnelige substanser væltede ud af de bylder og åbne sår, der dækkede store dele af hans enorme korpus.
Den trofaste Bilepiper fortsatte sin optræden på “scenen”, der for blot kort tid siden havde været skue for den sidste modstand fra de Realmlords der hidtil havde hersket i området. Nu blev deres skjolde og hjelme flittigt anvendt af Nurglings som improviserede instrumenter, mens Bilepiperen spillede en melodi, i ordets mest forpinte forstand, ved at blæse ind i noget der engang havde ageret som fordøjelsessystem for en Aelver mø.
Den Fordærvede Festival, hæren af Nurgle soldater under kommando af dæmonen Maggox, havde tit opført lignende optrædender og deres hjemland Hysh, hvor særligt Aelver rester viste sig som glimrende instrumenter at bruge til sejr gildet.
Festlighederne blev afbrudt da en kæmpe af en mand træder op til dæmonen for at aflægge rapport. Selvom manden efter alle standarder er langt større end noget menneske bør være og grotesk opsvulmet, så er han blot på størrelse med et spædbarn sammenlignet med dæmonen han knæler for.
“Herre Maggox, deres underskønne bebyldethed! Dine ærede gæster er ankommet og afventer din gloværdige tilstædeværelse”. “BWAR HAR HAR! Tak min kære ven, jeg har sådan glædet mig til at tage imod dem, jeg har så mange gaver til mine nye venner og mere end rigeligt til de kan dele ud til alle i Ravneborg! Men hvis de afslår mine gaver…” Maggox lavede en grimasse og skar tænder i sådan grad råd, mider og Aelver rester fløj i alle retninger.
Den groteske mand forstod udemærket budskabet, bukkede ukarakteristisk yndefuldt og vendte sig for at hente lederne af de allierede hære. Maggox vuggede blidt en lille nurgling i en tentakel som udsprang fra hans armhule, mens han klukkede af den lille demons små snotbobler, der poppede mens den sov. “Ah min lille kære ven, så bekvem, så magelig og som folket i Ravneborg slet ikke klar over hvad der kommer…” Med et svirp slyngede tentaklen den lille sovende dæmon op i luften, hvorefter den landede direkte i gabet på Maggox, der entusiastisk begyndte at gumle løs, blod og pus væltede ud mellem de enorme tænder. “BWAR HAR HAR HAR HAAAR!”
Lasse Rønne
Hærnavn: Blodmånes Kult
Warscroll: Vampire Lord
General: Baron Gerhard von Holdenberg, Ridder af Blodmånen, Bringer af Nagash vilje, Bærer af Bloddragernes Ridderkors, Mester af Dødens Vind, De laver racers Frygt og Højgeneral af Blodmånes Kult.
Blodmånes Kult lever under tre Guddommelige regler, hvorved deres tro er grundfæstet:
Nagash er den sande herre over alle riger, hans vilje hviler i os alle og ved tidens enden vil alt være i hans.
Blodmånen er Nagash magt fremvist i rigerne og når den rejser sig over landet vil de sande troende bringe alt under til ham.
Når Blodmånen sænkes vil hans skabninger herske og alt vil være Nat.
Tre dødelige regler; som ved tjenernes liv dømmes:
Du tjener Nattens herre med dit liv, kraft og tanke.
Sulten er dit ønske at stille.
Ingen tro skal du have.
Ledt af tre Udvalgte, udvalgte af Dødens Vinde:
Baron Holdenberg, Leder af de Evige Legioner, ham der kun besidder Ambition og Begær.
Høj præstinde af Nagash Flinn T’Lynge, tættest på Natten, hende der kun besidder Tro og Grusomhed.
Ridder af Blodmånen Simon T’Lynge, Nattens sværd, ham der kun besidder Had og Sult.
Med disse bringer Kulten Nagashes tro, Natten, til rigerne. Nu er tiden kommet for Ravneborg til at underlægge sig og lade den stille Nat herske.
Likes: MAGT, titler, blodrøde rubiner,
Dislike: ikke at have magt, levende væsner, zombier (for meget kød på hans udøde)
Anders Jeppesen
Hærnavn: Den Tordnende Kavalkade
Warscroll: Bladebringer, Herald on Exalted Chariot
General: Iazzal Skyggeklinge
“Aaaaah, så lækkert og livsgivende! Mærk hvordan klingerne på min karet forkæler jer!”
Det våde blod og vinden fra farten gav en ubeskrivelig følelse på huden af Iazzal Skyggeklingens dødelig manifestation. Farten var den smukkeste dræber. Med nok fart og præcision, kunne enhver opleve den skønne smerte. Det var Iazzal’s gave til Slaanesh og resten af rigerne, dræbende fart.
Da øgle dæmonerne havde forseglet sorgernes bro i Ulgu begav Iazzal og hendes kavalkade af søgende dæmoner sig på vej til den Penumbrale Port. Der var heller ikke mere glæde at opnå ved at kæmpe med de skællede tosser og deres orakel-frøer.
Slaanesh ville vise dem vejen til sig så hvad end der skete i den portal ville være den perfekte mulighed.
Da de ankom til portalen så den ikke ud som de foventede, og det gik også hurtigere end de havde regnet med. Kareterne var dog hurtige, rigtigt hurtige, så måske der var noget magi på spil. Iazzal dvælede ikke længe ved noget når alting for forbi, også tvivlen.
“Fremad! Fremad! Jeg kan dufte vores mørke prins i gnisterne fra portalen! YeeaAAAA!”
Men Iazzal havde ret i sin tvivl. Det var ikke den Penumbrale Port, men et illusion, for den mørke prins havde i den grad lagt mærke til Iazzal Skyggeklinge.
Et øredøvende brag efterfulgt af et væld af dufte, samt den bløde vind var fantastisk. Den ringende tone begejstrede alle dæmonerne, men specielt Iazzal og hendes næst kommanderende. Som begejstringen fortog sig måtte de se sig om.
Der var ikke noget værre end ikke at kende sin retning. Tilfældigheden og den langsomme, kedelige vurdering af muligheder.
“Bah! Her er ikke-“
Hvad var det? Tænkte Iazzal. Den lugt kender jeg.
“Mmm, jeg kan smage følelser på vinden! YeeAAA!”
De var ankommet nord for skoven i den sydlige del af Österborg provinsen og begav sig i retning mod byen. De udsendte fra kavalkaden mødte en stor trup omrejsende artister med speciale i præcision ved hastighed. De havde rejst fra den golde ørken i Almadina til Österborg i søgen efter lige sindede. “Perfekt! Jeres sjæle er velkomne i vores kavalkade.” skreg Iazzal imens den tordnende lyd fra kareterne annoncerede både deres ankomst og afgang.
Iazzal og hendes næstkommanderende var begge klingebringere. En opgave tildelt af Slaanesh selv til hans budbringere, for at sprede hans indflydelse og korrumpere magthavere eller mægtige krigeres, dødeliges sjæle. Nu skulle de blot finde nogle eller efterlade de “velsignede” gaver hvor de ville blive fundet. Iazzal nød spændingen ved at forestille sig resultatet af opgaven, for den smagte ufatteligt lækkert
Søren Jeppesen
Hærnavn:
Warscroll:
General:
Frederik Nagel
Hærnavn: Morka’s Magt
Warscroll: Snatchaboss on Sludgeraker Beast
General : Ga’ruz Tågevandreren
Skrigene fra de 3 Plague monks Ga’ruz og hans mest betroede håndlangere var igang med at flå levende for informationer, men også ren og skær fornøjelse. Bragte straks Ga’ruz tilbage til hans barndom, hvor han legede i sumpens tykke tåge.
I hvilken han altid var på jagt efter levende væsener at mishandle og aflive. Jo højere de skreg desto bedre.
Nostalgien i skrigene fyldte Ga’ruz’ afstumpede sind med en tilfredsstillende følelse, følelsen af at være på toppen af fødekæden, den overlegne race. For hvilken alle andre blot var brikker i et større spil eller blot disponible for en stress regulerende tortur.
Men dette var ikke den ultimative tilfredsstillese for Ga’ruz.
Ga’ruz følte sig allermest mægtig når han formåede at fremtvinge overraskelsen i øjnene på sine modstandere. F.eks når han på kløgtig vis enten havde forgiftet vandforsyningen til en hel hær af Aelvere og kunne se lyset i øjnene slukke på dem en efter en. For derefter at snige sig ind via tågen frembragt af hans shamaner og rydde ud i resterne af en hel krigslejr i Morka’s sande ånd.
Eller når han fik lokket en hel stamme af stampende, frådende og primitivt sindede Bonesplitterz ind i hovedet på en eskadrille af Kharadron Overlords. Så de kunne agere kødskjold imens han og hans Kruleboyz kunne flanke de ellers overlegne dværge med ballon punkterende boltboyz og en flok Gutrippaz og tæmmede Troggoths ind til at rydde resterne af de nedstyrtede ballonbåde.
Intet som at se frygten og overraskelsen i øjnene på sine ofre var mere selvforstærkende i Ga’ruz narcissistiske afstumpede sind
Ga’ruz Kruleboyz vidste godt at de altid skulle tage fanger. For som Ga’ruz altid sagde:
“Ingen sjov uden tortur – Ga’ruz er kun glad når der er klynken fra hans bur”.
Ga’ruz var så mægtig at selv de tæmmede bæster der var en del af hans klan formåede at overvinde deres mest primitive instinkter for derimod at tage fanger til deres Krigsherre. Så stor var frygten for alt andet end at adlyde i disse primitive bæster.
Ga’ruz’ hang til overraskelse havde sine rødder i hans ungdom hvor han og hans klan af og til sluttede sig til store Waaaghs der tærede igennem det vilde landskab i Ghur og dette uanset om det var Bonesplitterz eller Ironjawz der startede dem. Efter et tabt slag blev hele hans klan på nær ham selv udslettet af en Ironjawz klan der pludseligt vendte sig imod dem efter de havde tabt et stort slag imod uanede mængder af Skaven. Ga’ruz og klanen han voksede op i fik skylden for nederlaget, fordi de var mindre og langt svagere fysisk end deres slægtsbrødre.
Ga’ruz overlevede kun fordi en shaman omfavnede ham bagfra og trak ham ind i tågen, denne lige havde fremkaldt. At være blevet slået med sine egne største våben af dumme orker gjorde at hadet til Ironjawz var større end nogensinde, det var ikke længere blot bygget på jalousi ift. fysisk formåen og narcissistiske tanker omkring hvorfor så dumme væsener kan være så mægtige. Men var nu fodret op på bitterheden af at være blevet narret af så primitive væsener og Ga’ruz sværgede til sig selv at han ville udrydde alle underarter af orker startende med Ironjawz uanset hvem eller hvad han måtte alliere sig med for at få det til at ske.
Ga’ruz og shamanen der stadig følger ham den dag i dag fik langsomt genopbygget en hær der i dag kaldes Morka’s Magt og som bringer skræk og rædsel hvorend der opstår tåge.
Thalia Søgaard
Hærnavn:
Warscroll:
General :
