Holdkaptajnerne SoR III
Som optakt til SoR III blev holdlederne udpeget af forskellige i entiteter i Azyr.
Du kan læse hvordan de blev udpeget herunder.
En stormfuld aften. Der er stadig nogle dage til fuldmåne og på denne tid af året er der altid klart vejr. Pludseligt begynder himlen at blive mørk. Tor’ka ligger og hviler sig ved bålet i gårdspladsen. De andre Orruks begynder at kigge rundt. Lyn kommer fra skyerne og rumlen begynder så småt fra horisonten. Et lyn slår pludseligt ned 2 meter fra bålet og den store Klanleder rejser sig og gør sig klar til angreb.
En skikkelse står foran ham. Skikkelsen ligner den tidligere Klanchief. Et massivt Waaaaagh lyder og der er ingen tvivl om hvad det betyder. Gork og Mork har sendt hans far for at sikre sønnen i at tage lederrollen for klanen i den kommende krig. Skikkelsen stopper og kigger rundt. Venter på at den unge klanleder kommer med sit svar.
Den stolte klanleder griber Gudesplitter, hæver den imod himlen og brøler Waaaagh!!!! for sine lungers fulde kraft! Skævtand, den massive maw-krusha der kun er blevet større og mere arret udbryder også en massivt brøl så hele lejren vågner til klanlederens og bæstet brøl sammen.
Skikkelsen hæver sin hånd mod klanlederen og en form for stråle kommer ud fra ham. Den rammer klanlederen i brystkassen og Orrukens rustning begynder at skifte farve. Bort falder rust og snavs og frem kommer den stolte røde farve.
Tor’ka smider øksen på ryggen og banker hænderne i rustningen som tegn på stolthed. Han brøler til de nærmeste brutes om de skal gøre klar til kamp og hente ham shamanerne og warchanterne, fordi skal der planlægges et Waaagh! større end da Gell Uri Hemsh overtog landet fra de skide guldhoveder. Han ville samle alle klanerne, ogors, grots, ja selv kæmperne hvis det skulle være nødvendigt. Men først, samråd med de gudekyndige. Knoglerne skulle spørges til råds og den evige rytme i warchanterens hovede skulle ud, så hæren kunne motiveres.
Han kiggede hen på Skævtand, den massive maw-krusha viste tænder og kiggede sultent på buret med slaver. Tor’ka nikkede til den og den smadrede buret og flåede brutalt de 3 mennesker, den enlige rotte og 2 dværge fra hinanden, hvorefter den begyndte glubsk at fortære dem.
Hvis ikke andet end selve krigen så skulle der kæmpes så meget at selv hans far kunne høre ham i GorkMorka’s rige og blive stolt, hvis alt gik galt kunne han trods alt komme til riget og kæmpe med sin far igen mens de smadrede alt sammen.
“WAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAGHH!!!“
Solen står på himlen mod vest. Inden længe går den ned og mørket breder sig over landet. En stolt admiral med sit mandskab er på vej mod Skyporten. Admiralen opdager en skikkelse ved rælingen på skibet. Ikke en der ligner mandskabet. Admiralen går tættere på men med hammeren i hånden klar til at svinge den skulle det blive nødvendigt. Skikkelsen vender sig og udtaler.
Jeg er Grungni , beskytter af Ravneborg. I de sidste 50år har jeg set min elskede by forfalde i hænderne på de fæle Orruks – Brugt som arena til slåskampe og vold. Den skal helliges igen og vindes tilbage!
Admiralen tager et skridt tilbage i overraskelse og falder straks på det ene knæ i respekt for guden.
Hvis du accepterer pladsen i front af min hær, så løft din hammer og råb dit navn så resten af guderne kan høre dig.
“Med ære melder jeg Akbar Geil mig i Grungnis tjenest!”
Skikkelsen træder et skidt tilbage, løfter sin hammer og slår den ned i dækket på skibet. Admiralen er hopper frem, fast besluttet i at stoppe Grungni i at ødelægge hans elskede båd. Inden han når frem, kastes duardinen tilbage af trykbølgen, og skibet rives rundt som var det ramt af en storm. Fra centeret af hammerslaget, vokser en ave indgydende energi ud i skibet. Som energien løber over dækket og nærmest opsluger hele skibet og duardiner, ændres farven på metallet. Admiralen forsøger at undgå det mens hans uniform og hans mænds også skifter farve.
Grungni kigger på mandskabet, nu alle klædt i gule klæder – ”Kom i gang med forberedelserne. Krigen er på vej!”
En mystisk skikkelse vader ind i lejren. Skikkelsen tager sig ikke synderligt af hverken vagter, tårne eller noget andet i lejeren. Skikkelsen går direkte mod den store plads. Han bærer en tavle og ved nærsyn er den bundet omkring ham og hænger på hans ryg. Da han kommer nærmere kan man se at krogene hænger fast i hans kød.
Da han når midten af pladsen eksploderer han, som hvis han var blevet ramte af en kæmpe hammer og blodet sprøjter til alle sider.
En modig kriger går tættere på tavlen, der nu ligger på jorden. I det gamle sprogs tunge står der; “Tavlen er bragt til denne by – Den udvalgte er her! Med sprudlende mod og hjerte vil den udvalgte føje sin gud og lade blodet flyde i Ravneborg. Hvem end der vælger at løfte kaldet træd op på tavlen og råb dit navn”.
“Vorgath Hellbane, Ascendant Conqueror of the Shattered Dominion!”
En sort sky samler sig over lejren, som en tornado rammer den jorden og omgiver Vorgath. Han løftes op og hans øjne lyser rødt. På hele hans krop fremtoner tatoveringer med ord, glyffer og runer. Skyen forsvinder lige så hurtigt den opstod og Vorgath lander igen. Han står og stirrer ud i luften et øjeblik. Fra hver og en rune emanere et lilla lys og Vorgaths tøj er også blevet lilla.
En af bersærkerne råber pludseligt. “DEN UDVALGTE! HAN ER GUDERNES UDVALGTE!”
Vorgath smiler og kigger sig omkring, inden han i et brøl, som var det Khorne selv der råbte, skriger ”Til Krig!!
En fantastisk dag i Hysh. Solen skinner, Græsset vejrer blød og idyllisk i vinden, Bjergene vandrer rundt og vinden bevæger sig som Aelverne vil have det.
En blå flamme dukker op midt på en eng. Ikke længe går der før hele området har hørt om den. Alle og en aelver farer frem for at se flammen.
Flammen står 3-4 meter høj og breder sig ikke, men brænder roligt som i en af templernes ildfade. Den ser også ud til at udspringe af ingenting og konsumere ikke marken hvor den er.
Pludselig ændrede flammen form og en skikkelse træder ud af den. Ingen kan genkende skikkelsen der træder frem, men pludselig lyder en kraftig stemme;
“Mit navn er Tyrion! Engang den meste berømte aelver i Caledor og nu er det min bror I alle tilbeder.
Jeg leder efter en udvalgt til at samle min hær og drage afsted mod Ravneborg. En leder der vil sikre landet som hjemland for mit folk!
Portalerne åbnes og hære fra alle verdenerne vil strømme til, alle for at få samle rigdomme. Hvor er min hærfører?
Træd frem og sig dit navn!.”
“Jeg Elladan den lyseste! Modigste blandt mit folk, tager på min nations vegne imod din udfordring. Med spyd og bue vil vi oplyse denne nye verden og bringe Hysh klarhed, til selv de mørkeste afkroge og kaste mørket ud!”
“Elladan. Saml din hær og gør klar. Når portene åbner, skal du indtage landet i mit navn og sikre de utallige ressourcerne til vores folk. “
Ilden spredte sig pludseligt fra Tyrion og bevægede sig over jorden mod Aelveren. Modig og urokkelig stod han stille, alt imens flammen, nu helt tæt på ham, slikkede han blottede hud. Den bevægede sig op af ham, brynje, tøj og kappe skiftede form og farve. Ilden døde ud og tilbage stod en aelver i blåt.
Tyrions blå farve er nu klar til at flyde ind over Ravneborgs provinser.
Tyrion løftede sit kendte svær og udbryd “TIL KAMP!!“
… og forsvandt igen ind i flammen, lige så hurtigt som han kom frem.
Støvet ligger tykt over landet og en blodrød sol danser over horisonten. Stenene hopper underligt i en fast rytme. En skygge nærmer sig og lyden af store tunge fodtrin nærmer sig. Kæmpen stopper op og sætter sig ned. Det er revis siden han har set en god kamp og han er træt.
En lille skikkelse dukker op foran om mellem hans store fødder.
”Lord Ragamuffin. Ymnog søger dig til at samle en hær og tage hævn over Sigmar ved at indtage Ravneborg og holde den i mit navn.”
Kæmpen kigger underligt på den lille skikkelse og samler sine fødder omkring den. Kæmpen udbryder et højt grin og kigger for at se det udsplattede væsen. Til hans store overraskelse er der ingenting.
Skikkelsen kommer til syne igen;
”Jeg beder dig igen i Ymrogs navn. Lad være med at forsøge at splatte mig som en fugl og lyt til mig. Ymnog ønsker at du i hans navn går mod Ravneborg og hævner hans død alle disse evigheder siden.”
Hvad siger du Kæmpernes kæmpe?
Lord Ragamuffin den III kløede sig i sine tykke skægstubbe. Længe havde han ønsker sig land. Hæder. Og at folk anerkendte hans adelige titel.
De små metalklædte der boede omkring den hule han havde slået sig ned i, var ganske vist dygtige til at komme med mad og skatte. Men de glemte alt for ofte at tiltale ham, med det korrekte “lord”.
Måske kunne dette være muligheden?
Han drejede hovedet og kiggede over på hans bror og mest loyale følger; Prabakhar – den toøjede kyklop. Dobbelt så farlig.
“Prabakhar…..har er du stadig igang med dit kald om at bukke skaller til alle de mægtigste herskere, i den kendte verden?!”
Prabakhar halvsov. Alligevel åbnede han dovent et øje. Kløede sig i røven og gabte.
“Ja, sgu!”
Lord Ragamuffin smilede. Dette kunne være hans store chance. At tage magten over dette “Ravnsborg”….nå ja…og hævne ham der Ymnog. Hvem han end måtte være.
Lord Ragamuffin III opdagede at den lille herold stadig stod og ventede på svar.
Lord Ragamuffin III panikkede kort, idet han godt vidste at han var nødt til at komme med et svar, der inden grad understregede, at her var der tale om en af de mere ædle og noble af Behmats sønner.
Heldigvis var Lord Ragamuffin III også en af de mere kløgtige. Så hurtigt tænkte han på fødderne og ytrede;
“Ja….sgu!!”
LORD RAGAMUFFIN III. Saml dine tropper og begiv dig mod Ravneborg. Du skal nok afsted snart hvis du skal finde en realmgate der er stor nok til at du kan komme igennem.
Skikkelsen lægger hånden på Ragamuffins store tå og et underligt lys spreder sig op ad kæmpen. Lidt panikken kigger han på det og prøver at ryste det væk men inden han har set sig om er det væk og tøjet samt rustningen på kæmpen er nu i en stolt grøn farve.