Contents
Hold Lilla (Ildstormen) | SoR II
Nedenfor præsenterer spillerne på hold lilla, Ildstormen, selv deres hære til SoR II (Slaget om Ravneborg).
Der kan læses mere om den generelle SoR Verden under Lore i menuen.
Hold introduktion
Hold Lilla vil fremover være kendt som Ildstormen. Vores motivation er at se verden brænde og for altid ændres i Tzeentch billede. Vi vil se de falske banneførere på knæ eller som ulmende lig. Der er kun plads til en herre i landet Ravneborg.
Claes Madsen – Tzeentch
Hærfører – Razakh Thul
Razakh Thul kiggede ud af sit vindue i Sølvtårnet. Tzeentch havde udvalgt ham over hans otte andre brødre.
I et syn havde han set portalen som førte til det urørte land. Et land som havde set sin andel af krig, men var urørt af Tzeentch. Han vidste ikke præcis hvad hans herres plan var, men det gjorde ingen andre end den store Mutator selv. Og han vidste at det var en dum ide at sætte spørgsmålstegn ved planen.
Tzeentch havde udvalgt en broget flok af tjenere til at udføre hans store plan for det nye land. Razakh Thul morede sig over Tzeentch valg. Hvordan han havde fået sin værste fjende Nurgle til at udføre sit arbejde, var ham en gåde. Og selv Khorne var blandt Razakhs tjenere. Ikke engang Nagash kunne føle sig sikker.
3 af hans bannermænd kæmpede nu for Tzeentch. Razakh Thul var klar. Tzeentch havde givet ham dæmoner fra Krystal labyrinten til at udgøre hans personlige hær. Med en simpel tanke manifesterede Razakh Thul sig selv foran portalen og uden tøven trådte han igennem.
Denne nye verden vidste ikke hvad der ventede den. Tid til at brænde verden i muterende ild og se den ændres i Tzeentch billede. Planen var sat i værk og intet kunne stoppe den nu.
Dennis Tullin – Flesh-Eater Courts
Hærfører – Lord Oleg Von Blutkelch
Lord Oleg Von Blutkelch og General Albert Grauss er ude og jage beastmen, væk fra de imperielle skove.
Dybt inde i skovene finder en grøn glas sten af et materiale de ikke har set før.
General Albert Gauss samler den op og rækker den til Lord Oleg Von Blutkelch. Oleg begynder at studere den nærmere da han taber den på jorden. Der lyder et højt brag.
Lord Oleg Von Blutkelch og hans General Albert Grauss vågner op på en øde græsmark,
General Albert Grauss vækker sin deathclaw og flyer lidt rundt for at se om han kan se hvor de er,
han kommer tilbage efter et par timer, men kunne ikke genkende omgivelserne.
Det var i dette øjeblik at Lord Oleg Von Blutkelch besluttede sig at starte en mindre imperiel by.
Jonathan Anholm – Skaventide
Lykken står den luskede bi
Stikprik havde opgivet at hyle efter hjælp for lang tid siden. Smerten havde været uudholdelig i begyndelsen, men med tid bliver alt udholdeligt. Selv frustrationen, skammen og hans Herres spottende latter og brændende blik.
Det var begyndt med de forbaskede magtfulde sten. Stikprik vidste godt at alliancer med barbarer, gobliner og kannibaler var praktisk talt blasfemi – især når det ikke lykkes! Men kraften og potentialet i stenene havde være forførende og havde det ikke været for den forbaskede Eramus Daggrysmanke og hans usle slæng var det måske også lykkedes!
Men ak, Ravneborg var faldet. Det var da tydeligt for Stikprik, at hans allierede, og især hans egne tropper havde forrådt ham! Hvordan kunne et geni som hans, ellers blive overrumplet af Azyrs latterlige soldater? Stikprik fnyste ved tanken, og besluttede sig for at sikre hvad der rettelig tilkom ham. Med favnen fuld af sten, sugede han deres kraft ind, og gjorde sig parat til at hoppe ind mellem rigerne. Væk fra Ravneborg – hjem mod tusmørket mellem Hysh og Ulgu. Det var her Den Hornede Rotte plukkede ham fra intetheden mellem rigerne og åd ham og hans dyrebare last. Flåede ham. Ætsede hans sjæl. Pinte og plagede ham, til hans ynkelig eksistens var det stumme væsen der nu udholdt smerten og skammen. Det væsen der modtog mørket, da det endelig omsluttede ham, efter hvad der havde føltes som tusinde levetider.
Men det var ikke slut for Stikprik. Da Stikprik åbnede øjnene så han igen det forhadte rige som stod bag et tyndt silketæppe. Alt var mindre. Han kunne ikke røre ved noget og han kunne ikke bevæge sig. Dage blev til uger. Uger til måneder. Og imens iagttog han livet i Eramus Daggrysmanke nye rige, og undrede sig over hvad hans rolle var i hans Herres planer.
”Nu.”
lød en hvisken bag ham, og i det samme så han et gnavehul åbne sig. Silketæppet gled fra Stikpriks øjne, og hans nye krop tog form i takt med at han rakte ind i det land han hadede så bitterligt.
Det gik op for ham at alt ikke var mindre, som først antaget. Han var større. Han mærkede horn over sig der strakte sig så langt som fire udstrakte slaver. Musklerne i hans arme bølgede da han rakte en klo frem og greb den første rotte der kom ud igennem gnavehullet. Hans negl knappede hovedet af rotten så let som ingenting. Stikprik kunne mærke magien rulle bag øjnene på sig, og med et sagte talt ord eksploderede den næste rotte der var kommet frem. Stikprik var trådt fuldt ud i virkeligheden, og kaglede hysterisk i latter imens resten af hans nye undersåtter trådte igennem gnavehullet og kastede sig for hans fødder.
I takt med at han tog form forstod Stikprik nu sit formål.
For at Den Hornede Rotte kunne leve, måtte det her rige dø! Den Hornede Rotte hungrede efter flere sten og Stikprik ville med glæde tømme riget for dets livsblod.
Stikprik vidste at det ville kræve manipulation og nye alliancer – og det er jo som bekendt kun blasfemi når det ikke lykkes.