Hold Gul – Gul’Diggaz | SoR IV
Mark Sønderup
Hærnavn: Ildhjertets Broderskab
Warscroll:
General: Balorn
Mørke. Uendeligt altomsluttende mørke.
Det var næsten blevet skæbnen for Balorn og resten af Ildhjertets Broderskab.
Et snu bagholdsangreb fra en horde af kujonagtige skaven, havde forhindret dem i at nå ud i tide. Fortvivlet havde
de set Ravneborgs portaler lukke sig foran dem, og spærre dem inde i dette gudsforladte land.
Eller… på det tidspunkt troede han i hvert fald, at guderne havde forlagt dem.
Sejren havde været så tæt på – men der havde simpelthen været for mange orruks og skaven. De havde gravet sig for
godt ned i Ravneborgs mange sprækker og huler. Som skadedyr man ikke kunne komme af med.
Udmattede, udsultede og modløse havde resterne af Ildhjertets Broderskab søgt mod Ravneborgs højeste tinder, i et
forsøg på at komme så langt væk fra de sultne orruks som muligt. Ved foden af bjergene havde de bygget deres sidste
tilflugtssted. Hernede var mørket totalt, og kun Balorns ildmagi formåede at skabe lys og varme.
I mange uger havde de levet her, i håbløs vished om at dette var slutningen. Det var kun et spørgsmål om tid før
deres forsyninger slap op, og med portalerne lukket, var der ingen vej hjem.
Det var i denne mest desperate time at ”stemmen” dukkede op. Først var den blot en hvisken nede fra de dybeste
tunneller, men snart tog den til, indtil en dyb og magtfuld stemme talte direkte til Balorn fra bjergets indre. Stemmen kaldte sig ”Hashut”…. og lovede at hjælpe Balorn og hans folk med at flygte fra Ravneborg på én betingelse;
Balorn måtte sværge at hengive sig stemmens kræfter i al evighed. Hashut var nemlig intet mindre end en gud, som
selv var blevet glemt hernede i tiden under ”Det Evige Mørke”. Og Hashut ønskede også at vende ”hjem”.
Balorn vidste at han ikke havde noget valg. At blive i Ravneborg mens portalerne var lukket, var den sikre død. For
at redde sit folk, besluttede Balorn derfor at underlægge sig denne ”Hashuts” ønsker. Et valg der aldrig kunne gøres
om igen.
Med Hashuts kræfter lykkedes det Balorn at åbne en af portalerne længe nok til at hans følge kunne nå igennem, og
de befandt sig igen på Aqshy’s velkendte askesletter.
Balorn fik dog ikke fred i sjælen af at vende tilbage til sin fæstning. Der brændte en mørk ild i hans hjerte nu, som
aldrig kunne slukkes, og Hashuts stemme blev ved med at opsøge ham. Med Hashuts indflydelse blev Balorns egne
kræfter stærkere end nogensinde, men samtidig voksede hans had og bitterhed over nederlaget i Ravneborg – og
en dyb foragt voksede for Elladan den Lyse og hans aelvere som var flygtet, og havde ladt hans folk i stikken. Hans
tanker kredsede også om de mange magiske skatte der stadig lå gemt i Ravneborg – skatte som tilhørte ham!
Når Ravneborgs portaler igen åbnede sig, ville han være klar. Med Hashut ved sin side ville han én gang for alle befri
landet for den grønhudet plage, og denne gang skulle hverken mistroiske Stormcasts eller forræderiske aelvere stå
i vejen for ham.
Lucas Dyssel
Hærnavn:
Warscroll:
General: Admiral Ackbar
Admiral Ackbar,
Manden af Emperiet! Den mest frygtindgydende mand på de 7 have. Ingen kunne stå imod ham, om de var kaos kultister eller dværge havde de ham at frygte.
En dag efter et stort slag tog Admiral Ackbar og hans besætning skade under en storm. Selvom det blot var små sår, virkede sårene ikke til at hele. De besøgte derfor en ældre mand ”Athomere” som efter sigende skulle være en af de dygtigste læger i de nordlige dele af Emperiet. At besøge ham viste sig at være starten på endeløse lidelser. Ser du, lægen Athomere havde mistet sin familie til Admiral Ackbar og ville derfor have hævn. Så han plantede en sladder maddike i hvert af besætningens sår. Denne maddike doblede sig selv i deres nu nekrotiske krop for hver dag der gik. Athomere grinte sindsygt og sagde at de alle vil dø inden for 7 dage.
Natten efter snakkede selveste Nurgle til Admiral Ackbar i hans drøm. Nurgle gav ham beskeden, at hvis han gerne vil gøre sig fortjent til at overleve og få Nurgles gunst, skal ham og hans besætning ud og sprede denne sygdom til så mange som muligt.
Admiral Ackbar og hans besætning følte ikke de havde et valg, og besluttede sig derfor for at tage ud og lede efter uheldige ofre for Nurgles sygdom.
Magnus Mikkelsen
Hærnavn:
Warscroll: Snatchaboss on Sludgeraker Beast
General: Úglúk
Slavehandleren Úglúk, fra bæsternes rige
er en succesfuld handelsork, det må man sige
han har solgt elvere, dværge, trolde og børn
ja sågar har han solgt, en brændende ørn!
men en dag drog han ud, for at fange sig men’sker
for de kunne sælges, til trældommens mestre
for de onde Duardin, kan altid betale
men i området var der, ingen folk tilbage
Úglúk tog afsted, og ikke alene
de jager i de timer, der er blevet sene
De glubske køtere, der jager byttet frem
får selv en Stenhorn, til at virke helt tam
en lystig flok Hobgrots, der kaster granater
samt skytter der fælder, de bedste soldater
Men Úgluk har sporer, helt dybt i sin hæl
så rider selv på ryggen, af det fæleste bæst
Úglúk hader de svage, der vil hulke og skælve
de giver dårlige priser, nej ku’ kan selv vælge
så ville Úglúk kun slås med, og fange de stærke
så han ku’ få Duardinernes, rigdom at mærke
For Úglúk er fej, han er fæl han er slem
han er led og en kryster, ville myrde en ven
Men de onde Duardiner, er fælere igen
og Úglúk søger slaver, han kan sælge til dem
En ting han elsker: Stærke slaver
En ting han hader: Svage slaver
Christoffer Christensen
Hærnavn: Sølv slanges tjenere
Warscroll: Lord of Pain
General: Kong Eliphas
I en fjern afkrog af Aqshy ligger det gamle land, Baalnumra. Baalnumra var engang i myternes tid et mægtigt rige. Idag er det overløbet af kaos tilbedere og falske profeter. I Baalnumra har man altid æret guderne. En af det ældste og en af de sidste templer der er tilbage, tilhører Sølv slanges tilbedere.
“hvad siger du riget hedder? Ravleborg..?” Eliphas, konge af Baalnumra og mester i smerte kiggede ned på den lille skaven budbringer som gjorde alt for at gøre sig så lille som muligt foran den gyldne trone. “ja, ja! vi samler en stor hær, mægtig hær! Pestens børnebørn, rotten med horns undersåtter, grønhuder, pirater og spøgelser! Budbringeren talte på sine potter, stoppede op, tænkte efter og nikkede så igen. Alle slags! dræb, dræb. plyndre, plyndre! Kong Eliphas, lavede himmelvendte øjne og sukkede. Rotten var for længst blevet kedelig. Alt i tempel paladset var blevet kedeligt. Måske en omgang krig og erobring var det der skulle til tænkte Eliphas. Han rejse sig fra sin trone og straks var han omringet af tjenere og livvagter. Den lille rotte kiggede sig omkring, han holdte et pergament foran sig som et skjold. “Budbringer! jeg er deres ydmyge tjener! Besked fra mægtige kong Eliphas til klanherre? krig? alliance?” Før Eliphas eller hans lille bror fyrsten, Khalid Ibn Harad, kunne nå at svare den lille rotte blev rummet pludselig dækket i en tyk parfumeret tåge. En kæmpe skikkelse med svajende hofter kom til syne bag tronen, et ansigt fra en våd drøm forvandlet til et mareridt kiggede ned på den lille rotte der nu stod i en pøl af sit eget tis. Amani, drømmenes moder smilede og nikkede sulten. Eliphas kiggede op på sin sande herskerinde og tilbage på rotten. “Meget vel lille ven, løb tilbage til din herre og fortæl ham at Sølv slangens tjenere rider ud fra Baalnumra. Mine præstinder trænger også til en ny profeti og jeg trænger til at..spidde noget nyt” bag ved Baalnumras prinser smilede Amani, ærke dæmon af Slaanesh et ondskabsfuldt smil.
Dan Andersen
Hærnavn:
Warscroll:
General :
Janis Feldbergs
Hærnavn: Tyk Jerns stammen
Warscroll:
General : Gagaz Slangeæder
Tyk Jerns stammen som er ledet af Gagaz Slangeæder tramper rundt på slagmarkerne endnu en gang. Efter en lang rejse fra Ulgu, skygge riget. I Ulgu var stammen begyndt at kede sig fordi de konstant kæmpede mod spinkle elvere der ikke havde et ordenligt crunch lyd når man smaskede dem og deres våben var for små og pjevset til at lave gode ork våben ud af. Men mest fornærmende var dog, Den mavepine elverne gav Gagaz Mawcrusher, den berygtede “Store Knuser
