Optakt til SoR II
Som optakt til SoR II er der løbende blevet skrevet nogle små historier for at sætte stemning og give en fornemmelse af hvad der skulle ske.
De kan alle læses herunder.
“Det kan ikke være rigtigt. Det må ikke være rigtigt”
– Duardinen Khagrim
Duardinen Khagrim stod og kiggede ud over balkonen i den gyldne by. Bundet til Azyr efter Sigmar genoplivede ham og tog ham ind i sine rækker. Den engang så stolte kaptajn på “Lynilden” og hvad er han nu. En Duardin fra de stolte byer i skyerne bundet til at være jordbunden.
“Det kan ikke være rigtigt. Det må ikke være rigtigt” siger dværgen mens han kaster sit ølhorn fra sig i vrede. “Der må kunne gøres noget.”
Stolt traver Duardinen afsted mod de hellige haller. Han er fast besluttet at tage dette op med Sigmar selv. Det må ikke ske at han aldrig mere får lov til at mærke vinden mens skibet flyver afsted i blandt skyerne.
Duardinen kommer ind i hallerne og finder vej frem til Sigmar.
“Deres ehm ærværdige gud eller ehm guddommelighed”. Sigmar griner lidt og siger til Duardinen. “En ydmyg duardin. Der må virkeligt være noget der plager dig”.
Duardinen mumler lidt og nærmest kvæles i sine egne ord. “Jeg har behov for hjælp. Jeg vil hellere dø end bindes til land. Jeg vil tilbage på mit skib og være i stand til at forlade Azyr.”.
Gudekongen vender sig og går lidt væk. “Jeg genoplivede dig efter dit heroiske forsøg på at holde den fortabte verden da Realmgatesne fejlede, Jeg gav dig en mulighed for at leve videre og nu vil du tilbage”.
“Der er jo selvfølgeligt den mulighed. Ja det kunne være en løsning.” mumler gudekongen for sig selv.
“TIl foråret når solen er på vej mod det højeste punkt på himlen i Azyr skal du være klar. Jeg sender dig tilbage mod Ravneborg. De Stormcast jeg efterlod der til at beskytte landet har meldt at de får brug for forstærkninger da det er blevet kendt at Chaos guderne vil forsøge at genåbne portalerne.”
D. 19-20 september vil portene igen være åbne. Find “Lynilden” og få den til at flyve igen. Hjælp folket med at drive Chaos ud igen og sørg for at hold det i mit navn og for Azyr!.
“Ehmm. ved ikke lige hvordan jeg skal sige det her men vi har mistet hende“
– Ukendt duardinerne
Khagrim sidder ved sit bord i salen og venter. Venter på en dag der ser ud til at aldrig at komme. En dag hvor han igen kan vende tilbage til sit elskede skib.
En dør går op og man hører en velkendt lyd.. Lyden af små ben og masser af metal. Det er en af duardinerne vi efterlod i Ravneborg. Ved Lynilden hvordan er han dog nået hertil.
“Khagrim!!.. Jeg bringer nyt om Ravneborg. Vi har overvåget portalerne og fundet frem til at vi kan rejse hjem men ikke ud igen.” Duardinen står forpustet efter at han har løbet de mange trin op.
Khagrim snubler over ordene af rent glæde.. “HVAD MED LYNILDEN. ER HUN SIKKER”.
“Ehmm. ved ikke lige hvordan jeg skal sige det her men vi har mistet hende”.
“Lynilden” har siden Ravneborg blev indtaget cirkuleret rundt om i landene og nu ved vi ikke hvor hun er. Eramus Daggrysmanke som blev Baron af Ravneborg lod os ikke tage ud og lede længere fordi det var vigtigt vi deltog i fejringen af det nye navn. “Daggryets By.”
Khagrim griner lidt skævt. “Daggryets By?. Det kan kun være en Sigmarit der har valgt sådan et navn. Det vil altid hedde Ravneborg og så kan han kalde det hvad han vil.”.
Duardinen går lidt tilbage og venter på at Admiralen kommer med en befaling.
Khagrim hæver sit ølkrus og drikker så det løber ved siden af munden og ned i skægget hvorefter han brager kruset i bordet mens han råber. “Lynilden skal findes og alverdens 7 helveder kan ikke stoppe mig fra at nå frem til hende igen”.
“Hvorfor gav Sigmar mig denne tjans...”
“Skrive, skrive, skrive hele dagen lang. Hvem har dog brug for så mange ord for at definere en slåskamp.” Den store duardin griber ud efter sit ølkrus og får væltet det. I et større raserianfald rejser han sig op, griber om sin økse og kaster den så den sætter sig i døren og flækker den.
En forsigtig stemme fra en af vagterne til den anden “Hvem fanden har brug for vagter når man kan flække en dør ved at kaste en 2 hånds økse i en arm”.
Før Duardinen råber efter mere øl står der allerede et nyt krus til ham. Folkene omkring ham har længe vidst at så længe man sørger for øl i kruset så er den gamle Admiral til at have med at gøre.
“Hvorfor gav Sigmar mig denne tjans. Det burde være en opgave for Aelverne eller nogle af de ranglede mennesker men nej nej.. De er ved at lære deres nye strategier så det er meget bedre med en der alligevel ikke har noget at lave”.
Tæt på et nyt raseri anfald afbrydes han pludseligt. “ADMIRAAAAAL!!!. VI HAR FUNDET LYNILDEN!!!.”
Duardinen hopper op og løber ud af døren og nærmest sparker den ned på vejen. Udenfor står et hav af mennesker og kigger op. Normalt er de Kharadronske luftskibe ikke tilladt inden for portene i Azyr men Lynilden har fået passage af selveste Sigmar selv.
Den store admiral forsøger at holde sig roligt men inderst inde hopper hans hjerte rundt som en Fyreslayer der får lov til at farve sit hår Orange. Glæden er ikke til at tage fejl af og en tåre falder da også ned og forsvinder i det tykke sorte skæg.
Duardinen kan ikke helt tro sine egne øjne. “Hun er hjemme hvor hun hører til” siger han og går frem mod mens menneskemængden kløves så han kan komme forbi. De første skridt ombord mens han kigger rundt på mandskabet. Folk han ikke kender men som allerede er sikre på at de vil være en del af dette. En del af myten og en del af legenden.
Lynilden er hjemme men hvor længe. Så snart der findes en måde at komme igennem Realmgaten og tilbage til Ravneborg så tager Admiralen afsted. Vi må vente at se. Reglerne for krigen er ved at blive skrevet og spred til alle hjørnerne i de dødelige riger.
“Endelig”
“Endelig” Den store Duardin rejser sig, griber om sit krus med øl og hælder det ned.
“Endelig fri for at skrive på disse sider med regler. Endelig kan jeg komme ud hvor jeg hører hjemme. Blandt skyerne og mandskabet ombord på Lynilden i jagt på guld og krig.”.
Den mægtige admiral var fast besluttet på aldrig at forlade sit skib igen men først efter at han havde afsluttet denne opgave for Sigmar.
I de sidste måneder havde han arbejdet tæt sammen med dværgene i byen. Fortalt dem om Ravneborg og om alle de farer der var i landet. Fortællingerne var så gode at der var begyndt at forme sig en lille gruppe fast besluttet på at tage afsted når portalerne igen åbner. Deres leder var en Duardin ved navn D’hrain. En stor kriger i en lille krop. Stærk som en okse men lige så hurtig som en skildpadde, selvfølgeligt medmindre han jagter ølvognen.
D’hrain var blevet kald til de hellige haller af Khagrim.
“Nu er tiden kommet til at jeg drager afsted. Jeg har fortalt jer alt om Ravneborg så nu overlader jeg det til jer. Sigmar har lovet udstyr til jer så I ikke står alene. Indtag landet og ved Sigmar sørg for at “Daggryets by” aldrig får lov til at blive kaldt andet end Ravneborg”.
Admiralen afleverer sin store hammer til D’hrain.
“Tag denne med til Ravneborg. Folk ved at du har overtaget min plads her. Jeg fandt det og du skal føre det videre.”
Admiralen går mod døren og fortsætter ned mod Lynilden. Pakket og klar til at drage afsted med nyt mandskab og nye eventyr.
“Ved Grungnis skæg, hvem var dog den idiot der foreslog at folk rent faktisk skulle melde sig til for at tage til Ravneborg.“
“1 uge tilbage. Vi bliver nød til at forberede så vi ikke skal sidde og skrive det hele ned selv” mumler Duardinen mens han vader rundt i rummet. “Hvis bare ikke han var taget afsted”.
“Ved Grungnis skæg, hvem var dog den idiot der foreslog at folk rent faktisk skulle melde sig til for at tage til Ravneborg. Kunne vi ikke bare have beordret nogen til at tage afsted”.
Panikken står nærmest skrevet over panden mens han løfter sit krus og tømmer det.
Der er en masse rumsteren uden for døren. Et forsigtigt bank efterfulgt af en dør der bliver smækket op som blev den sparket ned af en trold.
“Deres nåde?. Vi kommer for at informere at hæren er klar til afrejse. Eller dvs. Nogle af dem er”. Skikkelsen gemmer sig nærmest bag døren af frygt for hvad der måtte ske.
“Nogle af dem er?. Hvad mener du med det?. Kom herind og luk så den forpulede dør”
Adjudanten fortsætter. “Ja, ser du. Elverne gider ikke. De fabler om at deres retmæssige arving snart kommer tilbage og vil søge ud for at joine ham Teetris eller hvad han nu hedder og menneskene er sure over at vi laver om på deres vogne så de vil ikke med.”
“Det er for galt. Så må det være nok med dem vi kan stole på. Vi ser hvem ellers der tør at tage med. Jeg har hørt rygter om at der også kommer rigeligt af de andre. Nagash og Archaon er også igang med sende skabninger afsted”. Duardinen griber ud efter hammeren han fik fra Admiralen inden han tog afsted. “Det er nu vi godt kan bruge hjælp fra deres himmelskibe”.
“Ehmm hvad med Orruk’erne.?”
Duardinen rejser sig. “Orruk’erne og Grotne skal jo ikke bruge andet end en måne der står lidt skævt på himlen så er de allerede på vej i krig. Dem skal vi nok få at se”.
“Velkommen gamle ven!. Velkommen.“
“Så er weekenden endeligt kommet. Hvor mange mon er modige nok til at følge mig i kamp om Ravneborg.
Hvem tør kæmpe for retfærdighed, for rigdomme og for hæder i… KLONK!!”.
Et brag lyder udenfor og Duardinen taber sit ølkrus.
“Ved Shysh hvad er det for en larm.” råber han mens han trasker afsted mod døren ud til terrasserne.
Udenfor ser Duardinen noget velkendt. Admiralen ombord på Lynilden. Ankeret kastet dog har det ramt en af statuerne.
“Velkommen gamle ven!. Velkommen. Er du tilbage for at tage med til Ravneborg?.” Råber Duardinen med sin dybe stemme.
“Hah!. Troede du virkeligt du fik lov til at tage afsted først. Vi er på vej. Vi har hørt der er guld at finde i luften igen og de fæle dæmoner skal ikke have lov til at tage det fra os.”
Admiralen griner så skæg og rustning hopper i takt med maven, knuger sin hånd i luften. “For Aetherguldet, for azyr og for RAVNEBORG!.”.
“Hvad fanden bilder han sig ind bare at lave om på Provinserne!”
“BVAH!” udbryder den store Duardin og kaster ølkruset hen ad gulvet. “Hvad fanden bilder han sig ind bare at lave om på Provinserne!”.
Admiralen sidder og grubler lidt mens han studerer kortet. “Hmm grænser der og bedre adgang der.. Og ny skibsrute der og der. Det kan være det er bedre.”
Admiralen går hen til rælingen på “Lynilden”. Han tager sin kikkert op og spejder ud i horisonten. “Der er den.. præcist som jeg forventede
Han kigger ned på kortet og markerer den sidste portal. Han var sikker på at der måtte være 8 som sidst men de er flyttet. Det må være de djævelske dæmoner der planlægger at lave et bagholds angreb.
“Vi må være klar. Sæt kurs Syd/Sydvest. Vi tager til Ravneborg”.
“Hvad mon det mørke, som der blev omtalt i bogen, var?”
Vinden vender og går i vest.. Admiralen kigger ud over rælingen fra Lynilden. Nu er det snart tid. Duardinen kan mærke krigen komme nærmere. Det er snart tid til at kæmpe om Ravneborg endnu engang.
“I min søgen har jeg ledt i byer og provinser. Fundet en masse fra gammel tid. Disse dværge, elvere og emperiefolk må være fortidens folk før Sigmar skabte vores verden.” Admiralen grubler mens han kigger op mod stjernerne.
“Hvad mon det mørke, som der blev omtalt i bogen, var. Hvor forsvandt resten af deres verden hen og hvorfor blev dette bevaret.”
En råben høres fra den anden side af båden.
“Vi er fremme Admiral Khargrim.” kommer det fra en af Arkanauterne.
Lige i det helt rette øjeblik. Lynilden cirkler rundt om den lille ø inden skibet er i lav nok en højde til at kaste ankeret.
Duardinerne gør sig klar og går af skibet. Foran dem står 3 statuer. Ved nærmere øjekast ligner de Duardinerne fra Sigmars byer men de har noget underligt udstyr og udsmykninger.
Grimnan, Troldedræberen fra Karak Kadrin
Baufin, Runesmeden fra Karaz-a-Karak
T’hrain, Taktikeren fra Karak Azul
På en lille tavle står skrevet.
De 3 statuer symboliserer 3 legendariske dværge som bosatte sig på øerne og var med til at slå de første oprør tilbage. Først efter deres død da Grungni hentede dem hjem og gav dem plads ved sit bord faldt Ravneborg og landets skæbne blev skrevet.
“Hah, selvfølgeligt er det dværge der holde det hele sammen. Kunne jeg have sagt mig selv” Griner den store dværg mens han løfter sin hammer i respekt.
“Ravneborg skal igen blive det rige i skabte. Det sværger jeg ved Grungni og ved Zilfin.”