Ravneborg

Det var i det 17. år efter “Det Evige Mørke”. Natten hvor himlen blev slået itu og grænserne til landet forsvandt og blev erstattet af ingenting. Alt var sort. Dem der vovede sig ud i det forsvandt og hørte fra dem igen. Det var nu et land med et folk som ikke vidste hvad fremtiden ville bringe. Ville guderne vende tilbage og ville der nogensinde komme svar på hvad der var sket med vores familier i andre lande.

En ting var sikkert. Vi havde vores borg og vores lande at dyrke. Uden en sol var det dog svært at få ting til at gro men troldmændende fra landets enclaver stod sammen og fremmanede små kunstige sole så vores afgrøder kunne gro. Der var nogen der blev drevet til sindsyge af det evige mørke og enten begik selvmord eller forsøgte at skade andre. Resten af os lærte at leve med det.

En dag kom der nyt fra Dværgeminerne i nordvest. Deres runesmed havde set et syn fra Grungni. Vi havde ikke fået en melding fra guderne i 17 år. Det var en melding som spredte skræk i os alle. Archaeon havde opslugt universet men Grungni havde bevaret vores land. Grungni har altid været vores beskytter og den gud vi alle har tilbedt. Selvom vi ikke alle er dværge så har vi altid været ét folk drevet til at bygge og udrette nye bedrifter. En ting vi med sikkerhed har fået fra Grungni.

Efter synet begyndte byerne i Øst at røre på sig. De ville ikke længere være under et flag, et kongedømme, Ravneborg. De ville have magt over det der nu var hele verden. I løbet af få dage stod de ude foran hovedstaden med tropper, ryttere, griffe og krigsmaskiner klar til at tage Ravneborg fra kongen. Resten af landets folk stod sammen. Dværge, mennesker, elvere, troldmænd og andre væsner troppede op til forsvar og oprøret havde ikke en chance. Det eneste de nåede var at få sprængt hul i den ene mur.

20 år er gået siden oprøret og her sidder vi tilbage i et land splittet af borgerkrige. Et udsultet folk uden fremtid. Jeg er den sidste tilbage af den engang ædle Von Raunsburg slægt. 10 år siden er der gået siden jeg lagde min elskede hustru Raunhild til hvile da hun blev myrdet. Min tid kommer snart. Vi har mistet al kontakt til guderne og jeg forstår dem. Ingen kan være stolte af det vi er endt med at være.

Jeg skriver dette af håb om at der en dag vil være en generation som forstår at landet skal bygges med fred og ikke med krig.

Må Grungni for altid være med jer.

Raunvald Von Raunsburg.

Admiralen kigger op fra bogen. “Frygtelig skæbne de fik sig. Et folk i fred mellem Duardiner, Mennesker, Elvere. Det må være dem Sigmar har bragt med sig til byerne.”
Admiralen går rundt omkring i mausolæet og kigger over på skikkelsen af skelettet hvor han tog bogen fra for lidt siden. Der må være gået tusinder af år men det er som om tiden har stået stille her i al den tid.

Admiralen kigger på væggen hvor der er skrevet Raunvald og Raunhild Von Raunsburg.