Contents
Hold Gul (Koalitionen af Lys og Ild) | SoR II
Nedenfor præsenterer spillerne på hold Gul, Koalitionen af lys og ild, selv deres hære til SoR II (Slaget om Ravneborg).
Der kan læses mere om den generelle SoR Verden under Lore i menuen.
Hold introduktion
Vores holdnavn er “Koalitionen af Lys og Ild”. Vi er de sande regenter af disse lande, og bannermændene har fortjent at indkræve skatter i deres provinser. Vores mål var blot at få skabt en ordentligt fæstningsværk omkring hovedstaden, der nu er navngivet Daggryets By. Af uransaglige årsager er der igen opstået kaos, og de erobrede provinser har nu sat sig imod hovedstaden. Krigen er på vej.
Vi vil slå oprøret ned, og vi vil få sikret provinserne omkring hovedstaden.
Morten Jensen – Stormcast Eternals
Hærfører – Relikviemester Raelos Lynstorm,
Relikviemester Raelos Lynstorm er blevet valgt til rejse til portalen i Smaragdriget Talbion, med krigere fra Renselseskammeret. I Gudekongens ubetvivlelige visdom har han valgt at sende en ny hærføre afsted til landet hinsides portalen.
En kriger der kan lede landet, og gøre fæstningsværket færdigt, som hans forgænger har sat i værk. Efter at have ventet i 11 dage begynder det golde stenmonument at vibrere, og et stille lys begynder at brede sig langs dens hvælving. Portalen åbner sig igen.
Knap har Raelos med sit følge rejst gennem portalen, med kurs med hovedstaden før end venner bliver til fjender, og undersåtter bliver til oprørere.
Trævæsnerne er gået i hi, de beboere der burde vogte portalen i Fadellan og betale skatter til hovedstaden, har løsrevet sig fra Sigmars Lys. De dværge der er blevet hyret til at bygge fæstningsværket omkring Daggryets By er dog stadigvæk loyale.
Der er galskab at vejret, men skatterne skal nok blive indkrævet og Fadellans forræderi skal nok blive straffet.
Mark Sønderup – Legion of Azgorh
Hærfører – K’haarlan Moltenhoof
Fra toppen af bakken betragtede K’haarlan Moltenhoof den sidste fase af det monumentale byggeri. Den næsten hundrede meter høje portal stod næsten færdig. Set fra bakketoppen lignede den mest af alt en gigantisk og grotesk dørkarm af sortsvedet jern, sten og knogler. Overalt på konstruktionen fik rødglødende runer og hvide kranier, portalen til at ligne
indgangen til et eller andet ukendt helvede. Stenhuggere, smede og slaver, havde arbejdet i døgndrift i næsten tre måneder for at få portalen gjort klar – og lige nu så tidsplanen ud til at holde. Det var også derfor K’haarlan havde ulejliget sig med at komme herop på bakken i aften. Han vidste, at synet af ham ville ”inspirere” hans undersåtter til at lægge de allersidste
kræfter i, helt til slut.
K’haarlan var en Bull Centaur, en dæmonisk krydsning mellem tyr og dværg. Og han var blandt de største af slagsen. Fra klove til hoved målte han intet mindre end fire meter, og hans muskuløse krop kunne gøre selv en orruk til skamme. At se hans imponerende skikkelse på bakken, fik hans slaver til at skælve, og hans krigere til at bøje hovedet mod jorden i ærefrygt. K’haarlan havde ikke altid været sådan. Engang for mange mange år siden, havde han været en ilddværg ligesom de andre. Men med sin nådesløse vilje og færdigheder indenfor både kamp og taktik, havde han vundet Hashuts opmærksomhed. Hashut var ilddværgenes gud – et magtfuldt, grådigt og tyrannisk væsen, der i den sagnopspundne Age of Chaos havde reddet ilddværgene fra totalt udslettelse, mod den ”ringe” pris af deres evige troskab. Hashut var deres frelser, deres beskytter og deres sande herre! Derfor havde K’haarlan kun følt taknemmelighed, da Hashuts smertefulde velsignelse havde muteret hans krop, og forvandlet ham til det væsen han var i dag. Han var blevet udvalgt, og alle kunne se det.
Langsomt lod K’haarlan sit blik glide fra portalen og ud over lejren for foden af bakken. Oplyst af flammerne fra adskillige bål strakte en blanding af telte, store krigsmaskiner og metalbure til slaver, sig flere hundrede meter i alle retninger. Dette var Ildhjertets Folk – hans tjenere, hans krigere, hans hær. Og de skulle snart i krig. Nærmest instinktivt lod K’haarlan sine fingre kærtegne bladet på den enorme økse, han altid bar ved sin side. Smedet i mørkt metal og forhekset med dødbringende magiske runer, var det et våben hans fjender (og slaver) havde lært at frygte. Et enkelt sving med dette våben kunne kløve et træ – og den havde endda engang hugget hovedet af en rasende Stardrake. Det var ved at være for længe siden han sidst havde svunget sin økse i kamp…
Han blev hevet ud af sine tanker ved lyden af fodtrin som nærmede sig. K’haarlan behøvede ikke vende sig for at vide hvem det var. De langsomme slæbende skridt og den anstrengte vejrtrækning var blevet Smolderas the Black’s kendetegn.
Den gamle dværg var hærens højest rangerede præst, og havde været K’haarlans rådgiver i snart 125 år. Ligesom ham selv, var Smolderas en tro tjener af Hashut, og beherskede ldmagien som kun få andre. K’haarlan havde en smule ondt af den gamle præst, for selvom Hashuts magi var et magtfuld våben, kom den med en pris. I stedet for at ældes som normale dværge, blev Hashuts præster langsomt mere og mere stive og ubøjelige i kroppen – indtil de til sidst en dag blev forvandlet til sten. At dømme efter Smolderas’ åndedrat og gangbesvær, var den dag nok ikke langt ude i fremtiden.
En skam, for K’haarlan havde nydt godt af præstens evner. Det var trods alt ham der havde skabt Ildhjertet.
Mikkel Kjerumgaard – Idoneth Deepkin
Hærfører – Kong Aurelius
Det er nu femten dage siden et kolossale bæst nærmede sig passagen kendt som det Mørke Hul. Hullet ligger i dybeste kløft i det Krakigon Havet. Passagen er en af de få indgange til Castra, en af få Dhom-Hains kolonier. Den Akhelianske Konge Aurelius og den femte falanks er blevet sendt ud for at dræbe bæstet. Det er ikke længe siden Aurelius blev udvalgt til konge. Det er en stor ære at få slagtning af et bæst på den størrelse som en af hans første missioner som konge.
En gruppe af Allopexer ridderer er langt om længe kommet tilbage efter deres undersøgelse af de nærliggende kløfter. “Kong Aurelius! Vi har fundet bæstet, det er større end forventet”.
Kong Aurelius kigger mod dem med et koldt, morderisk blik. “Fabelagtigt! Jagten på bæstet har været længe nok. Mænd lad os komme afsted”.
Den femte falanks bevæger sig hurtigt frem imod kløften. Efter ordre fra Kong Aurelius, begynder trommerne på leviadonen at slå kraftigere, så bæstet kan mærke dem.
Bæstet svømmer rundt om noget, der ligner en realmgate. En ældre og mere erfaren Konge, ville have søgt råd fra en lærd som ved noget om realmgates. Konge Aurelius orderer falanksen til at angribe. Sekundet efter kommer der et kæmpe brøl: “Ære til Mathlann! Ære til Casta!”
Kong Aurelius undviger med glans et angreb fra et af bæstets kæmpe finner, og får et præcis huk ind med sit langsværd. Kort efter forsvinder bæstet igennem realmgaten. “Igennem den realmgate, det bæst skal slagtes og æren skal være min!” Udbryder Kong Aurelius med det samme.
På den anden side af realmgaten, er intet som de kender det. Bæstet er unsluppet.
“Kong Aurelius, hvor er vi henne?”
“Godt spørgsmål, men jagten på bæstet skal fortsætte, vi er kommet for langt til at tilbage uden bæstets hoved”.
Uden at vide er Kong Aurelius og den femte falanks er kommet til et mystisk sted kaldet Ravneborg.