Contents
Hold Blå (Isdronningens Orden) | SoR II
Nedenfor præsenterer spillerne på hold Blå, Isdronningens orden, selv deres hære til SoR II (Slaget om Ravneborg).
Der kan læses mere om den generelle SoR Verden under Lore i menuen.
Lena Jensen – Sylvaneth
Det føltes som var det i går Themis skoven var gået i hi efter kampene. Slaget om Ravneborg var blevet vundet af Smaragdens Broderskab og i Themis ånd, havde hele skoven trygt overladt styringen af landet til Eramus Daggrysmanke, før de igen gik i hi, som de altid havde været det før portalerne åbnede første gang.
Men det var ikke det samme denne gang. Jorden var ikke længere sig selv, den bar tydeligt præg af de kampe der havde været her i de sidste slag. Et enkelt træ fandt aldrig helt sin ro sammen med hendes frænder.
Dag og nat spurgte hun Themis til råd. Hvorfor kunne hun ikke finde ro med de andre? Hvad var Themis plan med hende? Men da Themis aldrig svarede, spredte ensomheden sig i hende og hun blev langsomt kold som is.
En dag blev hun brat vækket af knækkende grene og raslen af jord og sten. I skoven stod en dværg og forsøgte at tiltale Themis. Der var igen hære på vej mod landet, og der var brug for nogen der ville gå i krig for landet igen.
Hun kaldte efter Themis, det var nu de var alle nød til at vågne igen.
Kunne Themis ikke se at det var helt galt med landet? Al den næring de skulle have haft ved at gå i hi, som jorden nu ikke længere indeholdt. Hun kunne mærke det i hver en gren at jorden havde været fuld af blod da de alle gik i hi. Blod der nu var trukket op via hendes rødder.
Hun var klar, og med en kraftanstrengelse fik hun en gren efter den næste til at bevæge sig. Jeg er klar! Vi er klar! Themis er klar! Skovens grene og blade raslede omkring hende, men ikke en eneste vind bevægede sig. Themis skoven var vækket til live igen.
Dværgen skød en pil med et blåt flag afsted der ramte plet i et træ for øjnene af hende. Themis skoven skulle lede en gruppe hære afsted til disse kampe, men hvorfor fortalte Themis dem ikke hvad de skulle gøre. Themis plejede altid at udvælge det bedste træ til opgaverne. Hvad ventede Themis på?
Efter lidt tid besluttede hun at hvis Themis ikke ville svare måtte hun selv finde hendes rolle. Det var vigtigt at finde nye frænder at tage med i kamp. Men hvem?
Spørgsmålet vækkede et hav af stemmer der svarede. Skoven svarede hende. Skoven svarede Themis. Men det var hendes spørgsmål.
Skoven blev dog hurtigt enige. De nye allierede kunne være alle, så længe de ikke var her for at skade landet. Themis skoven var endda indstillet på at hjælpe dem med deres mål, hvis de ville hjælpe med at få fred og balance i landet igen.
Vi må drage mod Soskyen tænkte hun. Der kan vores nye allierede bedst finde os.
Hele skoven fulgte hendes ord. Hun var nu Themis stemme.
Kristian Møller – Stormcast Eternals
Hærfører – Alistair den Ubrydelige,
“Stå fast mine brødre! Skub dem tilbage i det elendige hul de kom fra!” Alistairs ordre blev efterfulgt af et øredøvende brøl fra hans Stardrake Karantos Tordenskæl, der med et ekko bulrede unaturligt højt gennem ravinen for foden af the iron mountains i Chamon. Brølet blev gengældt af Karantos’ mindre dracoth søskende, der hver især bar på en mægtig stormcast kriger, fra stormhosten Argent Starsouls, på deres ryg.
Alistair observerede sine kæmpende brødre fra ryggen Karantos, svævende højt foroven og på udkig efter lederen af den invaderende hær af Tzeentch dæmoner. Efter Gudekongen havde belejret Tzeentch fæstningen Ephryx og genvundet Ghal Maraz, havde det været til opgave for Alistair og hans brødre at forhindre Tzeentch i atter fik solidt fodfæste i området. Trods årevis af krig og utallige slag, var det stadig en gåde for Alistair præcis hvorfor området stadig havde interesse for Tzeentch. Hans utallige sejre og standhaftige modstand mod horderne af dæmoner havde givet Alistair ærestitlen “Den Ubrydelige” blandt sine brødre, men med titlen kom også et ansvar, at holde stand mod Tzeentch koste hvad det ville.
Endnu et buldrende brøl hørtes gennem ravinen, denne gang kom det dog ikke fra Karantos, men fra et plateau nær kampens centrum. Alistair behøvede blot tænke tanken før Karantos satte i et styrtende dyk mod lydens oprindelsessted. Torden og lynild fulgte dem og for hvert vingeslag blev adskillige dæmoner og kultister disintegreret på stedet. I takt med han nærmede sig plateauet, kunne han se skikkelsen af en stardrake, umiskendeligt Jormungandr, den eneste stardrake i broderskabet større end Karantos. Fra sin sadel på Jormungandr kæmpede Lord Celestant Tallarion en desperat kamp mod én af Tzeentches farligste lakajer, en Lord of Change, som havde formået at sætte den ellers mægtige Lord Celestant i skak.
“Nu, mine brødre, Bring denne tyran i knæ!” Situationen var kritisk, men Alistair havde været forberedt på dette kunne ske, og havde taget sine forholdsregler. Adskillige lyn slog ned fra himlen, efterfulgt kort efter af færre men højere brag. En gruppe liberators trådte først ud af den hvirvlende sky af metallisk støv, hvorefter de med skjolde hævet højt, gik til modangreb på den gigantiske dæmon. En mindre gruppe af Retributors kom i hælene på den første gruppe liberators og hamrede deres tordnende våben ind i dæmonen, hvilket bragte den ud af balance og åbnede for et modangreb.
Alistair så sit snit til at hjælpe sin Lord Celestant, det føltes pludseligt underligt klaustrofobisk inde i hans egen massive rustning, men han rystede tanken af sig og styrtede til undsætning på ryggen af Karantos. Nu stod han endelig over for fjenden. Karantos lukkede sine massive kæber om dæmonens ene arm og Alistair fokuserede på grebet om sin Arc Hammer, klar til at knuse kraniet på bæstet. Med at brøl hamrede han sit våben ind i det groteske fuglehoved, farvet blod, magi og kød stod i en sky omkring ham, men den faldt ikke. “Hvad er dette hekseri?” Udbrød en nærtstående retributor. “Vær på vagt! Giv den ikke et seku…” Alistair blev afbrudt af et gurglende grin, en dyb rumlen kom fra dæmonen, og selve fundamentet de stod på skælvede i takt med den infernalske latter, der nu kunne tydeligt høres af alle i ravinen.
Hvor der før var et dæmonisk fuglehoved var der nu en grotesk masse der voksede sig større og større, for til sidst at skille sig fra kroppen og lande på jorden, tungt og vådt. Latteren blev kun mere intens og bragte selv de standhaftige retributors ned på ét knæ. Den store kødmasse begyndte at revne og åbne sig, men frem for et tomt gab, stirrede Alistair ind i noget, der bedst kunne beskrives som en sø af kviksølv, såfremt den sø trodsede alle de fysiske love han kendte til. “Gode, modige og stærke Tallarion, din rolle er nu bragt til ende, Tzeentch takker dig for din tjeneste” Lød det fra dæmonen, mens et mindre fuglehoved var ved at forme sig i stumpen af den hals som var tilbage, det mindskede dog ikke den frygtelige rumlende latter. Med en voldsom magisk kraft slyngede dæmonen Tallarion og hans Stardrake ned i gabet af kviksølv, hvorefter de begge øjeblikkeligt forsvandt af syne.
“Alistair, nu er det din tur! Hvor ville jeg ønske jeg personligt kunne overvære den skæbne du nu vil gå i møde!” Latteren blev endnu højere og mere skinger, så selv Karantos begyndte at bukke under og knurre i smerte af lyden. Den mystiske sø var forsvundet. Alistair så op, men i stedet for Chamons himmel og måne, så han i stedet en overflade af kviksølv, som fik selve virkeligheden omkring dem til at vride sig og skrige i trods. Alistair var dog ikke længere ved bevidsthed til at bevidne det.
“Templar! Templar! Alistair!” Alistair åbnede sine øjne og så op på hans gamle ven Knight Incantor Vorgan. “Alistair min ven, vi har ingen tid at spilde, vi er blevet hidkaldt!” Alistair mindes ikke at Vorgan havde deltaget i slaget, men var dog glad for at se et kendt ansigt. “Vorgan? Hvor er vi, hvad skete der i kampen mod dæmonen og hvor er Tallarion?” Alistair tog sig til hovedet i et ufrugtbart forsøg på at fordrive forvirringen, han mærkede han havde fået langt hår og skæg. “Svar mig Vorgan, hvor længe er der gået?” Ukarakteristisk for Vorgan, gav den vejrbidte knight incantor et varmt smil tilbage. “Der vil være tid til spørgsmål senere min ven, jeg har samlet så mange af vores brødre jeg kunne finde, det er op til dig at lede dem i kamp, for Isdronningen og Ravneborg venter!”. Desorienteret og med hovedet fuld af spørgsmål, rejste Alistair sig op, for at gå sine brødre i møde. Han vidste ikke hvilket mystisk land han var nået til, eller til hvilket formål, men hans eneste ledetråd var denne Isdronning, måske hun havde svarene han søgte?
Christoffer Christensen – Seraphon
Hærfører – Mooshu’tap, første af hans yngel.
Oraklets Vogtere.
Mooshu’tap, første af hans yngel. Listede sig forsigtigt hen til den store port. Han tøvede ved døren og rettede lidt på hans præstedragt. Imens han stod og tog mod til sig, vandrede hans blik ud hen imod et rundt vindue på højre side, Udenfor var de det uendelige kosmos imellem rigerne. Stjernerne glimtede svagt på en sort baggrund. Stjernevandrer skibet var helt stille. Mooshu’tap rustede sine skæl og drejede på håndtaget i midten af døren. Med en hæs dyb, rystende lyd, åbnede dørene sig. De Hellige meditationsdøre havde ikke været åbne i årevis og ud fra det mørke rum strømmede en varm og fugtig tåge.
Skinkepræsten blinkede mig øjnene og tog et skridt ind i det fugtige varme rum. I midten af det hellige rum sad Quack’talec den almægtige. Man sagde at Quack’talec havde kæmpet imod mørkets kræfter i over 10.000 år. Quack’talec havde set verdener blive født og planeter dø. Han havde kæmpet om virkeligheder og besejret dæmoner. På tavlerne i Stjerneskibet havde Mooshu’tap set billeder af Quack’talec forhandle med guder og bestikke djævle til at vende imod deres egne.
Skinkepræsten stod i ave og kiggede på den sovende Slaan. Quack’talec var i sandhed et væsen man burde både beundre og frygte. Ganskevis havde Mooshu’tap aldrig set den gamle frø røre meget på sig. I alle de år han havde været den gamles tjener, havde han ligget i dvale i det hellige meditationsrum. I hverdagen på stjerneskibet var det Mooshu’tap som var den der bestemte. Det vidste de alle sammen. Det vil sige, Dem som nu engang var vågne og det var ikke mange i disse tider. Kun de skinker som skulle til for at varetage stjerneskibets vitale systemer, var vågne og listede rundt og pillede ved de ting som nu skulle pilles ved. Alt dette stod nu til at forandre sig.
Beskeden var ankommet midt i natcyklusen. Sov’nuk den vågne, hvis eneste job var overvåge de antikke maskiner som sendte beskeder fra skib til skib og fra skib til kolonierne i rigerne, havde vækket Mooshu’tap. Med hvæsen og klikken med tungen som om nogen havde stjålet hans mad havde den lille skinke hivet i den trætte præst. Oraklernes Tårn var under angreb og det var uhørt! I tusindvis af år havde Oraklernes Tårn ligget skjult i de dybeste skove og bag den stærkeste fortryllelse. En ældgammel pagt imellem skovens beskyttere og stjernebørnene sørgede for at stedet til alle tider var under beskyttelse og til gengæld måtte de Sylvaneth som passede de gamle ruiner benytte sig af deres fremtidsforudsigende kræfter.
Mooshu’tap havde skyndt sig og tage sin mest hellige præstehat på og skyndt sig hen til det hellige rum. Nu skulle han udføre det job som han var blevet udklækket til at udføre, Mooshu kiggede på den hellige tavle på væggen. Jovist, først skulle den hellige sorte drik sættes over, derefter skulle den mægtiges navn siges 3 gange med ærbødighed, Så skulle den hellige sorte drik serveres og derefter skulle den mægtige tilse Avis’ny’ahed tavlen der på magiskvis altid ændrede bogstaver fra tid til anden. I sandhed var de ældstes magi ufattelig. Skinkepræsten tog krukken med det mystiske sorte pulver som skulle skabe den hellige morgen drik, Men da han skulle hælde fra krukken til den kogende vand, fik han overbalance og tabte krukken. Der lød en kæmpe brag i det fugtige rum. Mooshu stod som frosset til stedet med lukket øjne. Bag ham i meditationspoolen åbnede et ældgammelt væsen sit ene øje for første gang i 300 år.
”Mooshu, var det den hellige kafé drik der gik tabt?” skinkepræsten åbende øjene og gylpede ”Det er jeg bange for, deres mægtighed.” Den kosmiske Slaan drejede sig langsomt og svævende over jorden, kiggede han på Mooshu.
”Jeg har talt med min brødre og søstre igennem tid og rum, Tiden er kommet lille ven. Vi drager til rigerne. Til Ravneborg. Oraklernes Tårn er vendt tilbage til virkeligheden. Skovens vogtere skriger i gråd og raseri. Vi må straks drage til Isdronningens sal og genskabe den ældgamle pagt. Fjenden rør på sig.”
Det som skete efter Quack’latec vågnede blev til en legende blandt skinketjenerne. Fra Det øjeblik han svævede ud fra rummet, tændte lysene i hele det kolossale stjerneskib. Fra de dybeste rum hørte de små skinker rumlende lyde og dyriske øgleskrig. I løbet af blot en Dagscyklus lyste portalerne op og de første spejderne fløj ud i himlen over Ravneborg. Oraklernes Vogtere var vendt tilbage.
Mads Egevang – Slaanesh
Hærfører – Aefrihl Vanitas
Lige siden Slaanesh blev bevidst om, at han var spærret inde et ukendt sted imellem Hysh og Ulgu, har han forsøgt at bryde lænkerne der binder ham.
En mystisk kræft, en hvisken.. om stedet, Ravneborg, var begyndt at fremstå i Slaanesh’s sind. Kunne dette være endnu en ledetråd til hvordan han kan undslippe sit fangeskab.
Med kun en brøkdel af sin fulde kræft endnu tilgængelig, overtog Slaanesh, Keeper’en Aefrihl Vanitas, for at få undersøgt landene i og omkring Ravneborg.
For Aefrihl Vanitas Hellstriders, Daemonettes og Seekers, fremstod han pludseligt som en så kaldt Pretender. En Keeper som selv mente at han er en gud..
.. Og var det ikke fordi Slaanesh, og den magt han tilførte Keeperen, var at finde i en konstant aura der omsluttede Aefrihl Vanitas, var han undersåtter og tilbedere aldrig gået med til denne forunderlige alliance, de nu befandt sig i.
Slaanesh så selvtilfreds til, som Ravneborg nærmede sig i horisonten.