Hold Rød (Smadreholdet) | SoR II
Nedenfor præsenterer spillerne på hold rød, Smadreholdet, selv deres hære til SoR II (Slaget om Ravneborg).
Der kan læses mere om den generelle SoR Verden under Lore i menuen.
Hold introduktion
“Smadre-holdet”? Mottoet “Fuld Smadrer!”
Vi er størst, stærkest og vi smadre bedre end de andre
Morten Wifstrand – Orruk Warclans
Hærfører: Gell Uri af klan Hemsh – Megaboss
Oprindelse – Ghur (realm of beasts)
Kæmper for kampens skyld
Efter dværgen var forsvundet fra lejren, kiggede Gell Uri sig omkring. Han så tilfreds ud over hele forsamlingen, hele hans klan, hele hans hær. Brutes, Ardboys, Shamaner og Warchanters stod alle og kiggede op på ham, deres leder, deres warboss, deres Uri!
Flere Warchanters var begyndt at hamre løs på trommer, knogler og hvad de ellers kunne finde at slå på. Rytmen i deres kranier var allerede begyndt at manifastere sig og derved til resten af klanen i form af deres banken. Rundt omkring i lejren var både Ardboys og Brutes begyndt at samle deres udstyr sammen. Gell kunne mærke rytmen i sin krop, vreden spredte sig med hvert et hjerteslag.
Han kunne mærke sine muskler begynde at stramme op, han begyndte at brøle, højere og højere for til sidst at ende i det højeste WAAAAAAAAGH!!! han nogensinde havde lukket ud.
Han var klar, klar til at smadre alt i hele dette nye realm, et realm som skulle undertvinges ham og hans klan. Alle skulle smadres, alt og alle, selv dværgen der ville være konge i stedet for den guldklædte vatpik der sad som konge nu. Ingen skulle slippe for at smage deres metal, enten i form af køller eller huggerter. Deres knogler skal knuses under hans fødder. Gell kiggede over på hans Maw-krusha Skævtand, som hamrede sine mægtige næver i jorden og brølede næsten højere end resten af lejren tilsammen.
Havde han været et menneske havde der nok trillet en tåre fra hans øje, men han var trods alt den største Orruk i mandsminde så han greb blot fast i en grot som stod tættest på og kastede den hen til Skævtand, som reaktion æd den inden den nåede at opfatte hvor den var landet. Warbossen råbte til klanen at de skulle begynde at pakke deres lort sammen, nu skulle de på rov.
De to shamaner tættest på ham beordrede han til at finde en Realmgate som kunne tranportere dem alle til denne Ravneborg. Gell løb hen til Skævtand og klatrede op på ham, brølede endnu en gang hvorefter maw-krushaen satte af og fløj opad imens Gell stadig brølede af sine lungers fulde kraft. Under ham kunne han høre at klanen begyndte at rode op i lejren, de vidste de ikke skulle pisse deres Uri af når han var i dette humør.
Mens Gell Uri svævede over skyerne på Skævtand klemte hans kæmpe næve omkring Gudsplitter, hans trofaste økse der havde vundet ham mange kampe. En gang for længe siden, inden en krig imod usle mennesker og dværge, kom en fremmede shaman ind i lejren og ledte efter klanens megaboss og afleverede den.
Ifølge legenderne skulle selveste GorkaMorka have brugt den til at slå Realmbeasts ihjel med og da han blev træt af den smed han den til jorden hvor den ramte så hårdt at den dannede en kæmpe sø. Shamanens klan havde brugt flere år på at dræne søen for at finde den. Deres warboss havde ikke haft kræfter nok til at svinge den i krig, så klanen var gået under, nu var den så kommet til Gell Uri, lederen af Hemsh klanen.
Den passede vidunderligt i hans hænder, ligegyldigt hvad han gjorde ramte den altid hvor den skulle, kløvede igennem rustninger som om de ikke var der. Gell havde slået flere warboss’ i tvekamp med Gudesplitter i hans næve, ingen havde kunne stå i mod ham og hver gang var hans klan vokset som følge af det og de, warboss’erne var blevet ledere under ham, han var Megaboss over dem alle.
Nu skulle alle andre racer leve under ham når han kom til dette nye realm og hans klan får lov til at smadre dem alle. Når han kom til Ravneborg ville han rive den lorte borg ned som skulle være midtpunkt for alt, der skulle ikke være en sten tilbage når hans klan var færdig, ikke andet end en bunke grus. Så kunne de lede efter en ny udfordring som var dem værdige.
Gell Uri vidste dog, at uden kampfrænder kom man ingen steder, han var nødt til at dele kampen med nogen midlertidig, så kunne han jo altid smadre dem bagefter. Alt efter hans humør. Han vidste han ville have trolde med, trolde kunne altid bruges når noget skulle smadres og dumme nok til at han kunne styre dem uden problemer, og hvem var bedre til at smadre ting end Schmoopydoop og hans kæmpe trolde. Han kom straks i tanke om den lille irriterende lorte grot NitNab som havde givet ham en kamp uden lige, for en for grot trods alt, nok mest pga hans kæmpemæssige squigs.
Ham skulle han i hvert fald have med, de kunne altid spise alt det lort der var tilbage når man havde taget rustningerne og bukket til nye bedre rustninger der passede på hans orruks. Når man nu tænkte på orruks, så kunne man ikke lade være med at tænke på Gazbak Grønært-gnasker, langsom var han men han kunne styre en maw-krusha uden lige og han kunne svinge en hammer som GorkaMorka’s krigerven Sigmar. Ham skulle vi også have med, men det blev shamanernes hovedpine at får ham med, det skulle gøres på en smart måde, han ville gerne smadre alt ligesom Gell.
Spørgsmålet var bare om han ville ledes af en større megaboss end ham selv eller om Gell skulle sætte ham på plads inden. Det finder vi ud af tænkte Gell, først smadre så smadre mere. Zitgrot, ogor generalen med forkærlig for kanoner, ham kunne Gell godt bruge til at smadre borgen sammen med. Hvad der var udenfor rækkevide af køller og huggerter kunne en kanonkugle eller to altid sætte på plads. Måske man skulle tage de der små usle rotter med, ”Ærkegreve” Snotklo Spækspytter havde trods alt vist hvad han kunne fremtrylle med alle sine troldmænd, og det var trods alt bedre at der døde rotter end orruks.
Det var nemmere at få flere rotter frem end at skulle vente på for eksempel en afhugget troldearm blev til en hel trold igen. Ja, de fem andre ledere skulle nok følge med hvis han brugte lidt af hans snilde og list, det skulle nok blive en god krig det her, det kunne han allerede mærke i sine knogler.
Tilfreds med sig selv landede han i midten af sin før store lejre med et kæmpe brag, alle hans klanmedlemmer vendte sig og brølede ham velkommen. Alt var pakket ned og de var nu klar til at komme afsted. Nu skulle de hen til den store Realmgate så de kunne komme til Ravnborg og rive den ned.
Ole Frederiksen – Gloomspite Gitz
Hærfører: NitNab ShrromSkuttle
“…pfffuuuurrrghh…”
“NitNab ShroomSkuttle, du ve godt a du ska spise en mer’, kommer den op, en mer’ inte den blir nede, det den eneste måde kom ovenpå svampe syge”
”Hold nu kæft din gamle tandløse idiot, alt den gammelnok snak får jeg snart nok a’…!”
NitNab dukker langsomt hovedet griber endnu en af de blå svampe de havde med hjemmefra, smagen af egen svampe er bedre end de røde pis svampe man får af de skide Orruk’s, man skulle jo tro de havde dyrket dem oppe i …
”Lillelort NitNab, du sikker på at følge efter de store grønne” den gamles øjne lukke sig dybt, tungen gnubber de ømme gummer efter gårsdagens snapkampe, trods af alderen er han stadig den der bliver stående længst ved de intense kampe påvirket af de blå svampe.
”Valget er spagt, men i hørt dem’ de skulle vide vej te’ et nyt sted, hvor svampene sku’ være te’ a få vor squigs i orden farve igen og ik den her blå eksperiment farve, ov du så sæl’ farve skift på par af squigs efter den svamp vi fik a den anden Dura-Paddehat, de’ virker måske, vi ka bli’ de første Grots mæ’ to farvet squigs, så de ikke længere ka’ forkaste os og alle de shrooms vi ka’…”
NitNab lukker øjenene for at imødekomme den kommende rus ”…fik de mon fundet noget der kunne binde de to kæmpe squigs sammen så de kunne komme i øjenhøjde med de skide Orruk’s på drager… alle de eksperimenter, men som alle ved de der er længst fremme kommer først til Shrooms”
“…pfffuuuurrrghh…”
”… hmm, spis en mer, du ska’ nok kom’ dertil’” den gamle stopper endnu en shroom i munden på det store håb NitNab, der skal føre dem tilbage til storhed og det evige farveland
”… de sa’ vi fik alle dem vi ku’ spise når vi kom der te, pis det følg efter de og gi’ mig en mer’, vi ka’ da altid lære de rådne paddehatte en ting eller to om at skære halsen over og gnaske på de skide hellige ikke shroom spisende, månehadende, langlemmede, tyndhudede hivere af …. ”
“…pfffuuuurrrghh…”
”.. en mer”
”ja, altid en mer’…”
Thorbjørn Wilsleff – Gloomspite Gitz
Hærfører: Schmoopydoop
Rystelserne skabte ringe i vandet. De tunge drøn fik stalaktitterne i hulens loft til at falde til jorden.
Schmoopydoop åbnede øjnene og lyttede i mørket. Ja, der var helt sikkert kamp i gang oppe på overfladen. Og hvor der var kamp, var der mad.
Langsomt rejste han sig op efter sin mangeårige søvn, så sten, biller og andet kravl dryssede af ham.
Han kløede sig bagi og luntede opad mod det spinkle skær af lys for enden af hulen. Man kunne vel altid spise det man stødte på…
Lasse Lissebeck – Ogor Mawtribe
Hærfører: Zigrot
Zigrot var tidligere skibskok, nu er han blevet lederen af denne gruppe altid sulte ogors. Efter deres tyrant faldt i et større søslag har tingene ændret sig. Normalt er det den største og stærkeste ogor der tager syreringen og udnævner sig til tyrant, men denne gang var det anderledes. Denne gang var det Zigrot der trådte i karakter. Som over-kok, var det ham der distribuerer kød mellem de andre ombord på skibet.
En rolle som ofte blev misforstået, men kritisk for en besætnings overlevelse til søs. Ikke kun for at få mad, men også fordi lemmer, tarme og indvolde var nøglen til hans magi. En magi der giver besætningen den vildskab, som gør ogors så frygtet blandt andre raser.
Zigrot og hans besætning var ligeglade med krigen der rasede. De var kun interesseret i sø-aelves, krydret mennesker og hvad end de måtte støde på. Som regel spiste de hele besætningen inklusiv store dele af deres fartøj. Blandt besætningen gik der gik rygter om at et andet ogor-skib med ogors havde spist en hel Freeguild flåde.
En dag træk det op til storm. Det i sig selv var ikke noget nyt. Men Zigrot kunne mærke at der var noget anderledes ved denne. Det voldsomme vejr rev i sejlene, bølgerne gik højt. En stor strømhvirvel åbnede sig og selvom de forsøgte at komme væk, blev skibet slugt helt…
Zigrot komme op på dækket og kigger sig omkring. ”Det ikke Ghur!” råber han højt. Guzor kommer hen til ham og kigger over rælingen. Ikke langt fra dem kan de se land. ”Det ny verden! Ny kød! Ny smag! Jeg kan lugte det”.
Guzor er Zigrots slagter og næstkommanderende. Zigrot vender sig om til de andre ogors der står spændt og afventer ordre. ”Tid til at spise! Tøm skibet! Befri vores krisdyr! I aften skal vi smovse på tør landjord!”. De råber alle højt og de fleste fra besætningen begynder frigøre kanoner og tager dem under armen.
Zigrot går under dæk. Ned til den store Mawpot. Zigrot har ingen hænder. Dem har han skiftet ud med økser og kroge han kan skifte efter behov. Det mente han var meget nemmere. Han beordre besætningen til at gøre gyden klar og Guzor til at spændende hans personlige gryden fast til ham, så han kan slæbe den med sig, når de går i land.