Siden det tredje slag om Ravneborg
“Meget er sket siden det tredje slag om Ravneborg”
– Grungni
Lenet Enlibreg, med sit majestætiske bjerg i nord.
Vukanan med lavafloderne i syd.
Klirken med den forstenede skov i øst.
Kvenil med de smukke strande i vest.
I centrum af det hele, ligger Ravneborg og de glorværdige skove.
Et paradis for alle, men hvor har det dog ændret sig…
Meget er sket siden det tredje slag om Ravneborg.
De gamle templer, der husede gudernes tilbedere, står nu tomme og i forfald.
De små samfund, der naturligt var sprunget op derom, er for længst opløst, og byerne forladt.
Lord Ragamuffin, der bosatte sig i Rissebeg, forholdt sig i fred til hans dages ende, indtil han døde i sit forsøg på at spise en Stenhorn.
Akbar Geil, af de gule faner, løb endeligt tør for Aether guld. Hans skibe blev et efter et en permanent del af de bakkede landskaber.
I et sidste forsøg på at genskabe de glorværdige dage, samlede han, på alle tænkelige måder, alt det Aether guld han kunne komme i nærheden af, til en sidste rejse ind i bjergene.
Rygterne siger, at de tog til bjergene efter guld, så de igen kunne få luft under skibene.
Ingen har dog siden hørt fra Akbar Geil og hans løjtnanter.
Vorgath Hellbane, og hvad der var tilbage af den Lilla alliance, flygtede til sumpene i øst. Hvad der blev af Vorgath, vides ikke, men det formodes at han trådte forkert og endte et sted han ikke kunne bunde.
Månefjæs, var den sidste i live fra alliancen. Han døde i forsøget på at genåbne portalerne, så han kunne komme tilbage til sit hjem. En stor eksplosion fulgte forsøget og hans skæbne indhentede ham endeligt.
Elladan trak sig tilbage mod nord. Efter at have faldet sin allierede i ryggen, var han som jaget vildt i årevis.
Han fandt aldrig fred, men bosatte sig i en hule på det ensomme bjerg, hvor han mediterede til resten af sine dage.
Det siges at hans krop stadig er at finde, men at hans sjæl for længst er borte.
Grungni knipsede, og med ét samledes skyggerne sig efter hans vilje, og blev til bekendte skikkelser. Der var de andre guder, eller i hvert fald en astralversion af dem.
”I er samlet her nu, fordi jeg er træt.
Jeg er træt af jeres krige, og træt af jeres kampe i forsøg på at ødelægge landet.
Det er mit land, mine portaler, mine byer. Mit, mit, mit!”
Grungni stod stille et øjeblik og kiggede rundt på skikkelserne der gjorde det ud for de andre guder; Det ville ikke nytte noget at kæmpe direkte. De var der jo ikke i deres naturlige form, så de ville bare opstå igen.
”Nu kæmper vi.
Find jeres bedste krigere.
Find jeres stærkeste hære og lad dem komme!
Portalerne åbnes ganske snart og Ravneborgs rigdomme kan blive jeres…
Tag hvad I kan, men forlad så mit rige. FOR EVIGT.
Guderne skal ud af Ravneborg!”
